I forsøget på at være verdens bedste kæreste og far, brændte jeg ud

Der hvor jeg følte mig allerbedst som familiefar, var når jeg kørte bilen hjem fra København og alle sov. Ingen krav og en opgave jeg følte jeg kunne løse. 

Jeg har rendt stærkt for at alle omkring mig skulle være glade. Jeg har båret et kæmpe følelsesmæssigt byrde. Det var som om jeg havde et hul som skulle fyldes. Og jeg troede det skulle være med andres anerkendelse og ros.

Jeg ville elskes, men måtte nøjes med at dulme smerten med tomme tilkendegivelser. Nogle velmenende ord som jeg alligevel ikke kunne blive mæt af. Lidt ligesom at spise en lækker sandwich, uden at synke. Jeg søgte smagen af kærlighed, men kunne ikke fordøje den uden at jeg selv troede på at jeg var værd at elske.   

I mit behov for at føle at jeg var noget værd, har det været svært at mærke, hvad mine behov var

Mine antenner har været rettet ud mod andre i stedet for ind i mig selv. 

Jeg følte ikke at jeg kunne tage til noget, uden at jeg følte at jeg svigtede min familie. Jeg ventede ofte til at mine børn og kæreste havde planer, inden jeg kunne finde på at gøre noget selv. 

Jeg var bange for, at hvis jeg ikke gjorde, hvad der forventes af mig, så ville jeg blive afsløret og forladt.

Ved at indse at kravene var mine egne, så opdagede jeg at jeg har et valg

Jeg vælger hvilke krav jeg stiller mig selv, ingen andre, kun mig

En befriende og skræmmende tanke. 

Det er som at opdage at den hammer der banker en i hovedet, bliver ført af ens egen hånd.

Nøj, jeg har været hård ved mig selv. 
– Jeg sender lige et stort kram til mit fortids selv

Det kræver nysgerrighed, mod og omsorg, at lade fortidens lænker blive løsnet. 

Men hold k***, hvor er fedt når det lykkedes!

Jeg elsker mig selv – i hvert fald det meste af tiden.